Screen Shot 2015-06-22 at 16.01.31

For nylig fik overskriften “Bombe i talkshow: Tom Hanks afslører hemmelig diagnose” mig til at klikke på artiklen. Det viser sig, at skuespilleren over for David Letterman har afsløret, at han har type 2-diabetes og fik stillet diagnosen for over 20 år siden. I følge artiklen opfordrer Tom Hanks’ læge ham til at slanke sig, hvis han vil være symptomfri. Alternativt vil han have diabetes resten af livet. Hertil skulle Tom Hanks kålhøgent have svaret:
“Så vil jeg have diabetes resten af livet.”

Øv! Det ærgrer mig, at min yndlingsskuespiller vælger medicin-alternativet, som faktisk er med til at fastholde ham i tilstanden diabetes 2. Og nej, jeg kalder ikke diabetes 2 for en sygdom, men en tilstand, en overlevelsesmekanisme som kroppen tager i brug i kampen mod konsekvenserne af vores livsstil.

Jeg kunne ikke drømme om at prædike smalkost og langrend – heller ikke til en diabetiker. Ej heller kunne jeg finde på at foreslå, at man fravælger medicinen. Som BodyTalker vil jeg derimod opfordre til, at man giver kroppen mulighed for selv at genetablere balancen, så bugspytkirtlen kan komme til at gøre sit job. Ligesom resten af kroppen anstrenger den sig for at beskytte os mod de skader, vi byder os selv. Kroppen forsøger at forhindre os i at afskaffe os selv. Den er på vores side. Din krop er på din side. Noget så simpelt som at facilitere muligheden for, at et menneske bliver ven med sin krop, kan sætte en kædereaktion af selvhelbredelse i gang. Også når det handler om diabetes. Det kan lyde banalt, men det er det på ingen måde.

“Min krop vil ikke, som jeg vil”, hører jeg ofte mine klienter klage. Hvad så med at gøre som kroppen gerne vil? Det var da en mulighed… Og det er lige netop det, jeg gør; opfordrer til at tænke i muligheder og ikke i begrænsninger. Det er sådan, der skal sættes ind, hvis du vil lære at forstå, hvad det er, din krop gerne vil – og gøre det sammen med den. Kroppen er ofte den klogeste part (for ikke at sige altid), så lyt til den!

Mange tror, at de har arvet disponeringen for diabetes, at de er ofre for genetiske fejl, og der kan da også være markører for sukkersyge på dna-strengen, som kan betyde, at symptomerne kommer til udtryk. Det er bare langt fra altid her, årsagen skal findes. For hvorfor holder kroppen op med at producere insulin som ved type 1-diabetes (det er jo nok ikke, fordi bugspytkirtlens celler pludselig ikke gider længere) eller øge insulinproduktionen som ved en type 2 (at cellerne skulle have udviklet en aversion mod insulin, lyder ikke sandsynligt)?
Meget tyder på, at svaret skal findes i utilstrækkelig ernæring, ophobning af giftige affaldsstoffer i kroppen, medicin, inaktiv livsstil, stress og følelsesmæssigt postyr. En lang række ubalancer som har skabt blokeringer i cellernes kommunikationsveje med stor forvirring i kroppen til følge. Men ligesom ubalancerne og blokeringerne kunne skabes, kan de også ‘uskabes’ igen.
Kroppen ved godt, hvor skoen trykker, og elimineres årsagen, kan cellerne ret nemt omprogrammeres til igen at gøre deres arbejde. Og med visse forandringer i livsstilen kan vi fremme denne selvhelbredelse i stedet for at modarbejde den – hvilket sagtens kan være tilfældet, hvor uhensigstmæssigt det end lyder. Og jeg oplever ganske tit, at mine klienter umiddelbart efter en BodyTalk-session har en ret god fornemmelse for, hvor der skal sættes ind. Simpelthen fordi de igen er i god kontakt med deres krop.

Insulin, kager og snyd

Tilbage til Tom Hanks, som i flg. tabloidpressen har valgt at behandle sin type 2-diabetes med insulinindsprøjtninger, og dermed fremtvinge et fald i blodsukkeret. Der er bare det ved det, at han ikke kun springer over, hvor gærdet er lavest og symptombehandler frem for at at finde frem til årsagen, men også gør det umuligt at kurere sukkersygen. I min optik er diabetes nemlig ikke en kronisk tilstand. Det er ikke diagnose – punktum! Men diagnose – prik, prik, prik.
Yderligere tyder noget på, at risikoen for at udvikle en række følgesygdomme sandsynligvis ikke skyldes selve sukkersygen, men derimod behandlingen.

En ubalance i samarbejdet mellem leveren og bugspytkirtlen kan dukke op i en BodyTalk-session: Kroppen omdanner kulhydrater til glykogen, og oplagrer det i lever og muskler, indtil der bliver brug for det. Når kroppen har behov for energi, omdannes glykogenet til glukose, som cellerne bruger til at producere energi af. Bugspytkirtlen bidrager bl.a. til processen ved at producere insulin, som transporterer netop glukosen ind i cellerne. Kroppen er altså så sindrigt indrettet, at den ved, hvornår der skal bruges energi – og også hvordan man laver energien og får den dirigeret det rigtige sted hen.
Men man kan ‘snyde’ og gøre denne funktion overflødig – på den korte bane. For ved at indtage det vi kalder for hurtige kulhydrater som fx raffineret sukker, cola, Bimbo-brød, pasta og kager, sendes sukker og stivelse fra disse fødevarer direkte ud i blodet. Nu stiger blodsukkeret på snyde-måden, og det skaber i sagens natur en ubalance i kroppens naturlige funktion. Der er nemlig stor forskel på den værdifulde glukose og det ubrugelige sukker, som cellerne ikke bryder sig om. For at undgå at få det indenbords sætter cellerne barrikader op, der ignorerer insulinet – desværre også når det forsøger at transportere den gode glukose ind. Resultatet er, at bugspytkirtlen knokler derudaf for at producere mere insulin, hvilket bare få cellerne til at opbygge endnu flere barrikader. Blodsukkeret stiger og stiger, og så har vi insulinresistensen, hvilket udover type 2-diabetes kan medføre en lang række komplikationer i kroppen. Bugspytkirtlen pumper insulin ud, leveren omdanner noget af det overskydende sukker til fedt, og urinvejssystemet kommer på overarbejde for at skaffe sig af med resten af sukkeret. Cellerne mangler energi, binyrerne reagerer ved at pumpe stresshormoner rundt i blodet… Det er ikke svært at få øje på dominomeffekten, vel?
Alligevel påstår nogle hårdnakket, at de aldrig indtager sukker, spaghetti eller cola. Kroppen fortæller imidlertid en anden historie.